Translate

lørdag den 25. februar 2012

Kære Alle


I ønskes alle en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår!




Vi ser i år tilbage på både glædelige og sørgelige minder. Året startede ud meget glædeligt med et bryllup i februar. Gustavs grandkusine Ghita skulle giftes med sin Chris og vi var begge meget involveret i planlægning af festen, da Ghita gerne ville have nogle danske bryllupstraditioner.  Hvem vidste at det ville være så svært at bygge en æresport i februar i -20 grader frost. 
Gustav, Kirsten, Chris, Ghita, Jette og Alex
















I marts stod det så igen på bryllup da vores tidligere søndagsskolelærer skulle giftes. Det var et skønt bryllup, som var meget spændende da bruden havde danske aner og gommen indiske. Det var også første gang at vi oplevede at være til bryllup på et naturhistorisk museum, hvor man kunne se på udstillingerne hvis festen blev for kedelig!
April blev en måned med både sorg og glæde. I starten af måneden blev det klart at Artemis vores dejlige hankat var ret så syg. Han havde desvære fået kræft og vi måtte tage den svære beslutning at aflive ham. Vi savner ham stadig. Vi havde for lang tid siden besluttet os for ikke at få nye katte mens vi var i Canada, men kun 3 dage efter vi havde begravet Arte for enden af kirken, hentede vi Steve på dyreinternatet. Vi havde bestemt at vi ville have en middelaldrende, sort, langhåret hankat og vi kom hjem med en ung, korthåret, hvid hankat som elsker Gustav! Det er for os noget helt nyt at have en legesyg kat i huset som løber rundt istedet for at gå, men vi er blevet meget glad for ham og Steve har lært at han engang imellem skal komme op og putte sammen med mig i sengen!
Steve
Sidst i maj fik vi besøg af biskoppen af Lolland Falster, Steen Skovsgaard. Han og konen var herovre for at indvie den nye danske kirke i Calgary. De var hos os i nogle dage og fik set lidt af Edmonton og mødt både menighedsråd og menighed. D. 1. juni var det så endelig tid for mig at få brugt mine U2 billetter. Fantastisk koncert og det lykkedes os endda at få billet til biskoppens kone også!
Vores sommer var for engangs skyld ikke fuld af besøg fra Danmark så vi havde bestemt at vi ville tage nogle ture rundt i vores provins Alberta for at se noget mere af det område vi bor i. Men planer er jo til for at blive brudt og vores sommer kom til at gå med at have en meget syg kat! Goethe vores gamle hunkat fik en depression efter at Artemis døde og Steve kom ind i vores liv. Hun stoppede med at spise, hvilket hos katte udvikler sig til en alvorlig leversygdom! Hun fik i Juni indsat en "feeding tube" så vi kunne tvangsfodre hende med en sprøjte 4-8 gange om dagen. Så jeg var bundet til huset i knap 6 uger. Heldigvis kom hun godt i gennem det og er nu ligeså rund som hun var før! Gustav ville sige hun er Fed!

Gustav var på camping sammen med venner en weekend og vi nåede sammen en enkel campingtur ud til Elk Island Park, men ellers var vi i Edmonton hele sommeren. 
Vi fejrede jo i år en mærkedag! Gustav blev i september 40 og da han ikke ville holde fest, havde vi bestemt at tage en tur til Alaska. Mine forældre og min faster kom over for at fejre dagen sammen med os. Så i starten af september drog vi alle 5 afsted i en 30 fods autocamper. Vi havde en dejlig tur op af Alaska Highway og kom hele vejen op til Klondike og Dawson City før turen gik tilbage til Edmonton. Det lykkedes os at køre ca 6000 km. på 14 dage. Og ja Gustav havde en dejlig dag med gaver, hilsner, Cocio cacaomælk, kage og bøf m. løg! Tak til alle som havde sendt hilsner og gaver på den ene eller anden måde! Gustav fik penge nok til at kunne købe en haglbøsse.
I oktober drog Gustav hjem til Danmark på sin årlige efteruddannelse. Han havde en dejlig tur, hvor der også blev tid til at besøge venner og familie. Jeg nød imens at være alene hjemme og få Steve til også at kunne lide mig!
I oktober havde vi den store sorg at miste vores “canadiske bedstemor” Tove. Da vi kom herover tog hun i mod os med åbne arme og gjorde os til ekstra børnebørn og hun var en stor hjælp. Hun var altid villig til at passe kattene og inviterede os på hjemmelavet dansk mad når vi havde brug for det. Hun vil blive savnet meget af alle som kendte hende. Heldigvis var Gustav hjemme til at stå for begravelsen, hvilket han var meget taknemmelig for. 
I oktober startede jeg også mine danskhold op igen. Jeg havde igen i efteråret 2 hold et begynder og et advanceret og det ser ud til at jeg får 4 hold til januar! Jeg nyder udfordringen og mine elever er opsat på at lære at hvad de kan. 
November og december har som andre år været utrolig travle. Jeg synes vi i år har haft ekstra mange julefester og forberedelser. Men sådan er det jo altid op til jul! Heller ikke i år får vi besøg fra Danmark juleaften men vi bliver alligevel 8+1 hund juleaften, hvilket vi glæder os meget til. Vi kan kun være taknemmelige for at vi har fundet en ny familie og rigtig gode venner som vil holde jul med os! Det bliver igen i år en traditionel dansk jul med en canadisk tilføjelse -  Vi skal have både kalkun og flæskesteg. 
Tiden mellem jul og nytår kommer til at stå i Hockeyens tegn. Vi er så heldige at VM i juniorhockey skal spilles i Edmonton og Calgary. Danmark skal spille alle deres kampe her i byen. Vi har været så heldige at få billetter til to af kampene så vi kan heppe på de danske drenge!
Nytåret skal fejres med gode venner og da den falder på en lørdag-søndag bliver det nok en forholdsvis tidlig affære, selvom gudstjenesten næste dag er blevet flyttet til kl. 14,00.
Næste år ser ud til at blive det store besøgs år. Indtil videre har 4-5 hold fra Danmark meldt deres ankomst, men det er jo også det sidste hele år i vores kontrakt! (Vi håber at kunne forlænge den) Derudover rejser jeg en tur til Danmark i marts for at fejre min fars fødselsdag og i maj tager vi begge en tur til Argentina til konference med DSUK. 

Vi husker ikke altid at ringe og skrive så tit, men I er alle tit i vores tanker. Vi glæder os til at se mange af jer næste år enten herovre eller i Danmark.

Med ønsket om en rigtig glædelig jul og et lykkebringede nytår herfra Edmonton.

Kirsten og Carl-Gustav


mandag den 21. februar 2011

Grandkusinens bryllup

Jeg, Carl-Gustav, har som det er nogle bekendt familie her i Edmonton. Det er Jette, min mors kusine (morfars side af familien). Jette har tre børn: Ghita, Alex og Aron. Jette er aktiv i kirken; sidder i menighedsrådet og er deacon (frivllig kirketjener).

Vi ser jævnligt min grandkusine Ghita og hendes Chris og har det hyggeligt sammen med dem. Da de så skulle giftes spurgte de om jeg ville gifte dem. Det ville jeg jo selvfølgelig gerne. Derefter spurgte de om det kunne være udenfor kirken. Ja, det kunne godt lade sig gøre. For her i Canada sker det ofte at man blive gift udenfor kirken af en præst. Det kan have forskellige årsager, som ikke kun har noget med rammerne at gøre. Nogle gange er det resultatet af et kompromis og det er for mig OK så længe resultatet er, at præsten vier folk efter det kirkelige ritual!

Ghita spurgte så senere om Kirsten og jeg ville hjælpe med at tilsætte brylluppet nogle danske traditioner - selvfølgelig ville vi det.

Så vi startede med en æresport, som blev fremstillet hjemme på vores spisebord på basis af en granguirlande (plastic, men sådan er det ... roserne var ægte nok). Også fordi der ikke er meget plads omkring døren i deres rækkehus og ej heller meget at fæstne den til.




Den blev sat op fredag aften i forbindelse "indstuderings-middagen" aften før, hvor den nærmeste familie og venneflok spiser sammen og gennemgår brylluppet.

de var glade for deres æresport

Fotografering fandt sted før brylluppet (mens det var lyst udenfor).

Chris, Ghita, Jette og Alex

Brylluppet stod i en fest sal på et hotel nede i centrum af Edmonton. Hyggeligt mindre hotel. Vielsen fandt sted kl. 18.30 foran den kunstige pejs og så kunne vi gå direkte ombord i den uformelle bryllupsreception.

så mangler vi bare bruden
festsalen før ceremoni og gæster



Kirsten havde lavet de traditionelle risposer og vi havde hjulpet hinanden med kransekagestykker. 
Den flotte kransekage-tårn havde Birgit Wildenhoff lavet.


de ka' li' kransekage


Mens Ghita og Chris var væk fra salen introducerede jeg "afklipningen af Chris strømpetåspidser" og "kysse bruden når brudgommen ikke er i salen".

Ghita og Chris kommer tilbage til festsalen

Kirsten holdt tale og introducerede "hjerte-hilsen indslaget" 
som vi selv var meget glade for ved vores bryllup og især på årsdagen efter.

Ghita og Chris holder deres takketale















så klippes strømperne

den første dans

Kirsten i samtale med Lissi, Birgit og Wayne 

stemningsbillede fra salen






torsdag den 2. december 2010

Grey Cup!

Så kom Grey Cuppen til byen! For jer der ikke ved hvad Grey Cup er det den 2. største sportsbegivenhed i Canada! Finalen mellem øst og vest i Canadisk fodbold! Canadisk fodbold minder meget om amerikansk fodbold - canadisk skulle bare være lidt hårdere. Edmonton var i år valgt til at være vært og hele byen har den sidste måned gjort klart til at der ville komme omkring 50.000 ekstra folk til byen i den weekend. Det hele startede op onsdag med den officielle åbning af Grey cup weekenden. Hele rådhuspladsen var blevet omdannet til en markedsplads/ legeplads med sponsorer, klubber, udstillinger mm. Blandt andet havde man lavet en Zip Line fra toppen af rådhustårnet til biblioteket - desvære skulle man stå i kø en hel dag for at få lov til at prøve den!
Downtown Edmonton!! 


Hærens bod! Fly + tank man kunne komme op i!

Lørdag var der så parade - Alle holdene med deres Cheerleadere og fanklubber var selvfølgelig med og derudover div. firmaer, Marching bands og gamle fodboldspillere. Gustav skulle desvære lave noget i kirken så jeg tog afsted sammen med Wendy. Heldigvis var vejret blevet mildere ca. -7. I ugerne op til har vi ikke haft over -20 mange dage! Men man bliver alligevel kold når man står stille i 2 timer for at se en parade gå forbi! Men det var kulden værd! Og byen bakkede godt op. Der var fyldt op med folk langs med ruten!

Grey Cuppen 

   
Desvære kom vi ikke i finalen!         

Calgary Stampedes

tirsdag den 5. oktober 2010

Dagstur til Saskatchewan

Gustav og jeg havde bestemt os for at vi i år gerne ville se de bølgende gyldne kornmarker på prærien. Vi ville faktisk gerne være væk et par dage, men turen til DK og en syg kat kom på tværs af det! Så i stedet blev det en dagstur. Så lidt før solopgang en mandag morgen tog vi afsted! TransCanada Highway mod øst.
Jeg havde i lang tid gerne villet se verdens største påskeæg (Pysanka) i Vegreville og da vejen gik lige forbi var det jo vældig oplagt! Den var dog ikke hel så farverig som jeg havde forventet! Men flot var den da alligevel især i det tidlige morgen solskin!

Efter et kaffestop på Tim Hortons i Lloydminster - byen som er delt af grænsen Alberta - Saskatchewan gik turen over grænsen og ind i den første rigtige præriestat og JA prærier er flade!!! - og der var ingen tvivl om at vi var kommet ind i en stat som lever af kornavl og olie. Masser af kornelevatorer af forskellig alder og et utal af olietanke stod mellem hinanden på markerne og langs vejen.

Kornelevator af ældre dato!

Vi havde på forhånd bestemt at vi ville vende om, når vi nåede Saskatoon - den største by i Saskatchewan. Vi havde dog lidt tid til at se lidt af byen som var helt fantastisk! Ligesom Edmonton har Saskatoon også en River Valley - bare meget kønnere og nemmere at komme ned til! 

Vi var en tur inde på byens kunstmuseum, som desvære var imellem udstillinger! Men vi fandt ud af at det er der vi skal til, hvis vi vil købe dansk design fx Georg Jensen eller spinning rings! Utroligt at man så langt ude på landet kan finde sådan et udvalg af danske ting!
Vi ville jo gerne se nogen, der høstede og derfor bestemte os for at tage en anden vej hjem, - hvilket i Saskatchewan betyder at man skal ud at køre på grusvej!!!! Kun de store veje og dem i byerne er asfalterede! Men de 80 km på grusvej var det hele værd! Vi fik set en del høstmaskiner og vi var så heldige at  vi fik set "antiloper" også kaldet pronghorns! 
Pronghorn Antelope

Høsten er igang! 
Det skal lige siges at høsten kun lige er gået igang herovre og at den ikke ser ud til at blive alt for god!

Efter hurtig aftensmad i en meget lille by på en kinesisk restaurant gik turen så hjemad og kl. 22.00 rullede vi ind i garagen efter en tur på knap 1200 km. 
Det er helt sikkert ikke sidste gang, at vi tager turen over til Saskatchewan for der er meget mere at se!

onsdag den 18. august 2010

Hundepasning!

Da vi jo desvære ikke har hund er det jo dejligt at man engang imellem kan få lov til at passe andres - selvom kattene nok ikke er enige i det!
Vi var så heldige i denne weekend at få lov til at passe Ghita og Chris' lille gravhund Wallace som vi har passet før. Kattene gemte sig ovenpå den første dag men så var det ligesom om at de bestemte sig for at vise hvem der var boss, hvilket resulterede i at Wallace fik lært på den hårde måde ikke at komme dem for nær og vise dem behørig respekt når de var i nærheden - dvs at Wallace ikke engang kikkede på dem og da slet ikke gik forbi dem hvis de lå på gulvet.
Wallace er jo vant til at sove i sengen så det skulle den selvfølgelig også her! Og da det er en gravhund skal den selvfølgelig være under dynen sammen med enten mig eller Gustav - Heldigvis var Gustav det foretrukne valg de fleste nætter, hvilket jo var meget heldig da kattene normalvis er i min side af sengen.
Ingen tvivl om hvem der er boss!

Mandag bestemte vi os for at tage på tur og selvfølgelig skulle Wallace med. Vi skulle i Corn Maze i Lacombe 1½ times kørsel fra Edmonton - vi fandt ret hurtig ud af at det var en meget lang køretur med en hund som var lidt for glad, den peb og hylede hele vejen derned! 
Selve labyrinten er en 15 acres majsmark med 6-8 fods høje majs. De laver et nyt mønster hvert år så der er altid nye udfordringer! I år havde de 3 voksen labyrinter og en børne. Vi prøvede alle voksen labyrinterne og det lykkedes os faktisk at finde den rigtige vej igennem dem alle med lidt omveje! Alt i alt en rigtig dejlig dag med undtagelse af myggene!!! Vi havde desvære glemt off så vi blev begge stukket utallige gange selv Wallace havde myggestik da vi kom hjem!
I år var motivet Ronald McDonald House 

Wallace og Kirsten i labyrinten!


Anderledes tre på stribe!
Wallace!